← Cases
Undersøgelser

I en måned talte et fagblad kun med kvinder. Det ændrede redaktionen permanent

Et redaktionelt eksperiment brød redaktionens vaner — og fik en god sag i ministerens søgelys.

I en måned talte et fagblad kun med kvinder. Det ændrede redaktionen permanent
Type
Undersøgelser
Min rolle
Projektledelse
År
2023
Form
Nye arbejdsgange

Udfordringen

I årevis har danske medier brugt langt flere mandlige end kvindelige ekspertkilder. I årevis har chefredaktørerne talt om, at det skulle ændres.

Alligevel skete ingenting.

Så Akademikerbladet og Forskerforum besluttede sig for at gøre noget radikalt: I en måned måtte journalisterne udelukkende bruge kvindelige kilder.

Tilgangen

Da ideen til eksperimentet blev bragt op på et redaktionsmøde, blev den præsenteret med ordene: ”I kommer nok til at slå mig ihjel nu, men hvad nu hvis..?”

Som redaktør ville den nemme løsning have været at dræbe ideen med det samme, for risici var der masser af: Historier, der ikke kunne blive til noget. Anklager om forskelsbehandling. Sure kolleger og vrede politikere.

Men det var imidlertid også befriende at høre nogen turde formulere en ide, som nemt kunne være blevet kaldt fjollet – og så rent faktisk følge op på den. For det er netop, når vi gør det legitimt at lave fejl, at folk tør tænke nyt og satse på det ukendte.

Hver uge samlede hele redaktionen op på erfaringerne med eksperimentet. Til sidst blev det samlet til en række principper og tiltag for fremtiden.

Resultatet

Først og fremmest medførte eksperimentet en permanent kulturforandring og flere kvindelige kilder i flere år efter (faktisk havde Akademikerbladet året efter flere kvindelige ekspertkilder end mandlige for første gang nogensinde).

Det er ikke alle redaktionens journalister, der var enige i beslutningen. Men alle var friske på at forsøge. Alle som én tog eksperimentet seriøst og lagde den ekstra indsats, der skulle til, når det var svært. Det skabte et tættere arbejdsfællesskab, der bakker op om hinanden – og som forhåbentlig også tør satse næste gang, der kommer en vild, men god ide.

3 ting, der er værd at huske

Konkrete, tidsbegrænsede benspænd flytter mere end gode hensigter. Og en kultur, hvor det er tilladt at fejle, er det, der får folk til at turde tænke nyt. Her er treting, jeg har lært af det:

  1. Benspændet som metode og format giver nye perspektiver på gamle problemer.
  2. Vi kan ikke komme i mål alene. Forandring er en fælles indsats.
  3. Når vi tillader hinanden at fejle, bliver kreativiteten sluppet løs.

Flere cases